Nyt kamera

Hold nu kæft en omgang… Som tidligere nævnt, så solgte jeg min Canon EOS 5D Mark III i sommers. Jeg var ellers glad for det, men det var en tung satan at slæbe rundt på.

Efter at have læst lidt op på det hele, besluttede jeg mig for at det var tid til FullFrame spejlløst. Det er stadig en mindre jungle, men jeg faldt pladask for Nikons Z6. Jeg besluttede mig så for, at købe det hos digitaland, hvor jeg før har købt et par cams og objektiver. Leveringstiden har været lang, og de bliver bestemt ikke rost på trustpilot. Men jeg har altid fået mine varer og sparet ret mange penge.

Denne gang gik det ikke så godt. Pengene blev trukket fra mit Mastercard med det samme. Jeg fik ikke nogen ordrebekræftelse, hvilket jeg bad om dagen efter. Jeg hørte intet. Fem mails senere begyndte jeg at blive lidt nervøs. Jeg købte og betalte 13/7 og da jeg ikke havde hørt fra dem i starten af august indgav jeg en indsigelse til min bank. De fik kopi af faktura og de mails og beskeder jeg havde sendt. Dagen efter fik jeg alle pengene retur fra banken. Se dét var jo dejligt. Jeg besluttede mig så for at vente lidt, inden jeg købte det et andet sted… Hvis det nu skulle dukke op.

I torsdags slap min tålmodighed op, og jeg købte et Z6 kit hos Onestop-digital – her havde jeg købt en flash til den gamle Canon. Hurtig levering, men fik en toldopkrævning, som jeg dog fik refunderet inden for et par dage.

Jeg har lige været ude i Hørsholm og hente det i en pakkeboks i Netto. P.t. er batteriet ved at lade op, men jeg er allerede fan. Det føles SÅ rigtigt, og jeg glæder mig helt vildt til at komme igang med at bruge det.

Planen var at jeg skulle have haft det til min fødselsdag 7. august. Flashen på det første billede er en fødselsdagsgave fra min kone. Jeg fik også en taske, som så viser sig at være lidt for lille, men det overlever jeg nok.

Jeg måtte også købe en ny kortlæser da ingen af dem jeg har passer til det nye XQD-kort. Til gengæld passer det nye stativ jeg købte i foråret perfekt til det nye vidunder.