Testartikler

Da jeg nu er blevet Windows bruger igen, har jeg meldt mig under fanerne hos hwt.dk igen. Bossen har flere gange spurgt om jeg snart var klar til endnu en tørn, og nu har jeg fået lysten tilbage.
Da det ikke skal tage overhånd (igen), starter jeg blidt ud med at teste kabinetter. Planen er at jeg tager ned og henter et testsystem hos ham i næste måned, og så tager vi den der fra.

Ny Workstation

Det skrider frem ad med projektet. Heldigvis haster det ikke så meget. Den sidste uge har jeg brugt min nye Dell XPS 13, og den har bestemt ikke skuffet mig. Jeg savner dog en større skærm, og lidt mere power 🙂

Jeg har besluttet mig for at jeg vil have et mini ITX system denne gang. De sidste dele er på vej, og med lidt held har jeg resten i starten af næste uge, og kan samle den i næste weekend. Min kone glæder sig også da det hele fylder en del.

Jeg er ikke kommet af med min MacBook Pro endnu 🙁 Men det kommer nok…

Windows igen :)

De sidste par uger har det kriblet meget i mine fingre for at rode med hardware igen. Men jeg orkede sgu ikke, at skulle igennem et salg af mit Mac-udstyr. Jeg var ret sikker på det ville blive svært, at komme af med min iMac. Min kone sagde jeg bare skulle prøve, så i går eftermiddags smed jeg den til salg på dba. Og så gik det stærkt…. Den blev hentet i går aftes.
Jeg vidste at jeg ville have en Dell XPS 13, så jeg købte en i går aftes. Mht. workstation er jeg ikke kommet så langt endnu. Jeg regner med det bliver noget med en 34″ ultra wide skærm, og en 6 core Intel CPU. Det skal være minimalistisk, så planen er noget ITX. Jeg vil lige lave lidt research på det inden jeg køber vildt ind.

Når min Dell er kommet sælger jeg min MacBook Pro 🙂

Ikke flere testartikler fra min side

Testen af Riotoro´s CR1088 bliver den sidste test fra min side i denne omgang. Det har taget mere end en måned, at få den skrevet færdig. Som nævnt tidligere, så røg der et bundkort på hwt.dk´s server. Oven i det har jeg så længe kæmpet med CMS-systemet, som jeg bruger, når jeg skriver artikler.
Kort fortalt skriver jeg direkte ind på serveren. Det har altid drillet med Safari, så jeg har vænnet mig til, at bruge Google Chrome. Sidstnævnte er så også begyndt at fejle. Jeg har også prøvet med FireFox.

Jeg har selvfølgelig også prøvet, at skrive off-line i Apples txt-editor eller Pages. Men så skal jeg bruge alt for lang tid på at rode med formateringen efterfølgende.

Det ser ellers ret simpelt ud 🙂

Problemet opstår, når man bliver mødt af denne her, efter at have trykket på “Gem”.

Så er alt arbejdet bare væk. Auto-gem funktionen virker ikke. Ham der står for serveren siger det er fordi jeg arbejder på en Mac, hvilket jeg tvivler på. Og jeg gider sgu ikke have en Windows-maskine stående bare til det.

Lige før nytår meddelte jeg bossen, at nu var det slut. Da jeg startede skulle jeg teste kølere, og have en enkelt maskine stående. Pludselig fik jeg også tjansen med at teste kabinetter. Og da AMD lancerede deres Ryzen fik jeg et komplet system. Dét fik jeg forholdsvis hurtigt knoklet mig igennem. Da Bossen hentede det, fik jeg så et komplet AMD ThreadRipper system.

Kort sagt havde jeg masser af hardware stående, og det begyndte at irritere mig. Og da jeg samtidig løb panden mod muren i CMS´en gad jeg ikke mere. Da jeg først havde taget beslutningen, havde jeg det faktisk rigtig godt.
Jeg har aftalt med Bossen at jeg, indtil videre, holder en pause med det hele. Jeg ved ikke om jeg får blod på tanden igen, men jeg tvivler. P.t. har jeg tre fridage foran mig, og jeg skal IKKE rode med hardware.

Nu skal han så bare lige have hentet alt det jeg har her hjemme.

Der står så også lige to kabinetter i kælderen.

AMD systemet lever

Det nye AMD Ryzen system har ikke givet mig andet end problemer. Jeg har før skrevet lidt om det, og jeg var kommet så langt, at jeg ville returnere det til hwt. Jeg lovede dog Boss´en at give det et sidste forsøg – uden kabinet.

Så jeg i går samlede jeg lortet på gulvet med en ny PSU. Stor var min overraskelse, da det startede op. Jeg opdaterede BIOS´en, og det lader til, at det nu kører som det skal… Jeg fatter bjælde af det, men Boss´en var glad da han kom forbi i går aftes med et nyt kabinet til mig.

Det passer mig fint, da jeg så kan lave kabinet-testen med AMD systemet. Så slipper jeg for at skille Intel systemet ad 🙂

Det begynder at tage form

Jeg smed lige lidt hardware i din ny workstation i dag. Som tidligere  nævnt, var jeg ikke begejstret for de 3 stk. 140 mm blæsere kabinettet (Corsair Carbide Air 540) er født med. Så det endte med jeg købte nogle nye – Noctua NF 150Flx

Da jeg alligevel havde kassen åbnet, besluttede jeg mig for at sætte bundkortet i. Helt som forventet ser det super fedt ud.

Som du kan se, er der masser af plads i toppen, hvor min NZXT Kraken X52 skal sidde. Jeg har selv testet den, og jeg ved den er ret så god.

 

Min MSI GTX 980 Ti passer godt ind, og jeg er så småt begyndt at glæde mig.

SSD´en (500GB Samsung 960 EVO) er godt gemt af vejen 🙂

ZenBook UX31E – alive and kicking

Jeg havde virkelig dårlig samvittighed over jeg ikke kunne give den bærbare til min ældste datter. Der måtte gøres et sidste forsøg.
Ergo købte jeg en SSD adapter fra Kina på eBay.

Den kom så i tirsdags. Jeg tjekkede om den kunne sidde i ZenBook´en, og det kunne den. Samme dag fik jeg min Samsung 960 EVO, så jeg tænkte jeg lige ville prøve med den. Den kunne jeg altså ikke få i 🙁

Der findes efterhånden en hel del forskellige sockets til disse SSD´er, så jeg måtte Google mig lidt frem, og fandt frem til at en SanDisk X400 ville passe. Så jeg købte en 128GB model om torsdagen, og modtog den i går.

Da jeg skulle møde sent i dag, kunne jeg ikke vente og fik sat den i. Heldigvis virkede det perfekt.
Her har jeg sat adapteren i.

Og efterfølgende den nye SSD.

Herefter var det bare at installere en frisk Windows 7 x64 Pro på den, samt drivere osv. Maskinen spinner som en mis, og jeg er ret sikker på min datter bliver ret glad for den.

Samsung 960 EVO

Disken til min kommende Workstation kom i går. Desværre har mit nuværende bundkort ikke noget nogen M.2. socket, men jeg havde en adapter liggende. For den skulle da lige testes.
Det drillede en del, da jeg satte den i. Først ville den ikke “se” disken, men efter et par genstarter, fandt Windows 10 den.

Jeg testede den med ATTO, og Samsung´s egen Magician Software. Og jeg blev ærlig talt en smule skuffet. Hastigheden skulle ligge på 3200/1800 MB/s. Men adapteren er så også kun en 2,0, hvor selve disken har et 3,0 interface. Hvor meget dét betyder, ved jeg ikke, men det finder jeg ud af, når den kommer i et M.2. slot i det kommende bundkort 🙂

Ved nærmere eftertanke havde jeg samme situation med min Mac Pro. Disken levede heller ikke helt op til mine forventninger, og der var situationen den samme. Da den gamle Samsung SM951 kom i en nyere socket fik jeg langt bedre resultater.

Tiden vil vise om det også gælder denne gang 🙂

Efter at have skrevet indlægget, slog det mig, at der måske var en ny firmware til disken. Jeg tjekkede i Magician, og det var der. Efter at have installeret den, ser det langt bedre ud.

Så ser det straks meget bedre ud. Jeg bruger ikke disken til noget. Jeg ville bare tjekke om den virkede. Indtil videre lader jeg den bare sidde i, indtil den skal flyttes over i den kommende maskine 🙂

NZXT RGB AER blæsere med HUE+

Mand, sjældent har jeg testet noget der lå så langt fra hvad jeg bryder mig om. RGB og HUE er det nye sort indenfor PC hardware.

Bevares, jeg har intet imod lidt lys i et kølehoved eller en enkelt eller to blæsere. Men det her var sgu for meget 🙂 Men jeg fik da kæmpet mig igennem testen, som du kan læse her.

 

Asus ZenBook UX31E

Min yngste datter, Simone, fik den da jeg på et tidspunkt opgraderede. Trods nogle år på bagen, er det stadig en ret fed laptop. Men da den unge dame siden har fået en MacBook og en skole-PC, har den ikke været brugt i lang tid. Så jeg spurgte hende om vi ikke skulle give Natacha (ældste datter) den. Det var Simone helt med på 🙂
Så i en ledig stund fik jeg lavet en USB-stick med Windows 7 Pro, og en anden med drivere osv.

Jeg havde fri i tirsdags og tænke jeg ville fikse det om eftermiddagen. Det skulle vise sig at være et langt større problem, end jeg havde forestillet mig.

Halvvejs inde i installationen meldte den om fejl. Dét tænkte jeg ikke så meget over, men startede bare forfra. Men fejlen kom igen hele tiden. Jeg tænkte der måske var fejl på USB-stick en og fandt det eksterne DVD-drev og en skive frem.
Dét hjalp slet ikke. Der hvor man skal formatere drevet gik det helt galt for den, og jeg endte op med, at der ikke var nogen disk. Jeg prøvede også med Windows 8 og 10, uden at komme videre.

Om aftenen prøvede jeg så at installere Ubuntu på den. Det ville den så heller ikke. Det gik fint indtil disken skulle formateres.
Jeg var nu ret sikker på det var disken den var gal med. Problemet er at det er en M.2. SSD med specielle stik – lidt ligesom som Apple gør med deres bærbare.

Og jeg har ikke nogen adapter jeg lige kan smide disken i, og prøve den i min stationære PC. Disken er forholdsvis dyr – selv på ebay

Sidste desperate forsøg var at prøve diskeværktøjet i Windows 10. Jeg havde både disk og batteri uden af laptop´en, inden jeg prøvede med en Windows 10 USB.

Det var stadig umuligt at formatere disken, så det endte med jeg lagde det hele i skuffen. Hvem ved, måske finder jeg en dag en løsning…..