Musik

Én ting er et fint musik-anlæg, noget andet er hvad det bliver brugt til. Så hvad lytter han til? Det meste af tiden hører jeg/vi radio (DAB+), og den står fast på noget MixFm. Det er en blanding af nyt og gammelt. Mest det sidste.

Når jeg så gerne selv vil bestemme er det musik der passer til en mand på min alder. I bilen hører jeg mest rock – AC/DC, Rammstein, Volbeat osv. Jeg har 5-6 forskellige playlister på min iPhone. Kort sagt så spænder min musiksmag fra hård rock til John Mogensen.

Når jeg har fri holder jeg meget af, at smide en gammel LP på. Jeg har gjort det til min “mission” at få fat på de plader jeg købte som nye i min ungdom. Jeg vild med musikken fra 80´erne og 90´erne. De fleste af mine plader har jeg købt brugt hos vinylpladen – hermed en anbefaling til dem. Fantastisk kundeservice og priserne er rimelige. Nogen gange er jeg heldig og finde en gammel kending som nytrykt. Jeg ved ikke hvorfor men det giver en barnlig glæde, at pakke en helt ny LP ud.

Indtil videre har jeg holdt mig til min plan og kun købt LP´er fra perioden 1980-1999. Men det kan da godt være, at næste AC/DC bliver på vinyl. Jeg har omkring 25 skiver stående, og køber gerne en “ny” hver måned. Det er ikke et mål at købe flere, men når jeg lige kommer i tanke om et eller andet gammelt prøver jeg at finde det.

Hi-Fi

Jeg er hverken musik -eller lydnørd, men for nogle år siden blev træt af bare at have en DAB-radio stående i stuen. Da vi boede på Vesterbro besluttede jeg mig for at købe et mini-anlæg. Det gik lidt stærkt, så jeg fik bare købt et tilfældigt Panasonic med højtalere.

De medfølgende højtalere viste sig at være noget lort. Bevares, de spillede da langt bedre end den lille DAB-radio, men det var ikke det jeg havde set frem til. Så efter at have læst lidt frem og tilbage på nettet købte jeg et sæt Wharfedale Diamond D220. Dét hjalp, men jeg syntes ikke rigtig jeg fik den lyd jeg kunne huske fra min ungdom.

Efter at have tænkt lidt over tingene, købte jeg et Marantz mini-anlæg, og så var den der. Det “gamle” solgte jeg hurtigt på dba, og alt var godt. Jeg/vi havde stadig nogle få CD’er liggende, og jeg fik købt lidt hen ad vejen.

Vi tog anlægget med da vi flyttede til Kokkedal. Og så gik det i stykker. CD-afspilleren i det stod simpelthen af efter to år. Jeg blev sgu lidt sur, men besluttede mig så for at købe et nyt fra Denon. Men den model jeg ville have var i restordre, og jeg gad absolut ikke Marantz igen.

Det var så her tanken om et rigtig anlæg opstod. Vi havde også snakket om at få et større TV. Jeg læste tonsvis af reviews, inden jeg besluttede mig for at mit nye anlæg skulle være fra Cambridge Audio. Og der skulle også være en grammofon – mest fordi jeg syntes det ser skide godt ud.

Det hele tog lidt overhånd. Anlægget skulle stå på TV-bordet, men der var ikke rigtig plads. Så jeg måtte til lommerne og købe et nyt. Da jeg fik gjort det passede vores sofabord(e) ikke til resten, så det blev også skiftet ud.

Efter længere leveringstid kom det hele på plads. Det blev en ret dyr omgang, men jeg er super glad for det hele.

Mit anlæg består nu af:
Cambridge Audio AXR100D receiver (2x100W m. DAB+)
Cambridge Audio AXC25 CD-afspiller
Pro-Ject Primary E pladespiller
Wharfedale D330 højtalere

Grammofonen drillede og det viste sig, at den ene udgang ikke virkede. Noget jeg først opdagede efter et par måneder. Nok fordi det var sommer, og jeg bare smed en LP på, og ellers opholdt mig i haven. Jeg fik den byttet…