Nye møbler til stuen

Min kone havde snakket om det i lang tid, og havde faktisk også fået mig overtalt. Vi havde fundet en lækker sofa og lænestol der passede til. Vi var blevet enige om, at vente til efter ferien.

Da vi så for et par uger siden skulle i IKEA og købe en hylde til min hule, blev vi enige om lige at køre forbi Jysk og se om den sofa vi havde udset os, også var det vi ville have…. Fruen sagde hun havde set den der oppe – men det må have været noget hun havde drømt for den var der ikke. Til gengæld var der masser af andre sofaer – og så var der tilbud!!

Vi fandt faktisk en sofa med chaiselong og en lænestol vi godt kunne lide. Vi forlod biksen og satte kursen mod Gentofte. I bilen spurgte jeg om det var det hun ville have, og da hun bekræftede det, sagde jeg vi ville køre forbi på vejen hjem.
Hun fik pludselig travlt med sin mobil og spurgte lidt til pladsen der hjemme. Dét kunne jeg sgu ikke huske, så vi blev enige om, at køre hjem og måle efter, og så bare købe på hjemmesiden.
Det viste sig at være en god idé, for den sofa hun ville have var lige stor nok. Så vi købte nummeret mindre og en lænestol i samme stil.

De nye møbler skulle komme torsdag i tidsrummet 12-15. De “gamle” møbler blev henter ved 10-tiden af noget familie. Pludselig var stuen enorm…

Pludselig kunne jeg rigtigt komme til anlæg og LP´er. Jeg fik støvsuget og gik så ellers bare og hyggede mig til møblerne kom. Ca. 1430 ankom møblerne og jeg gik igang med det samme. Det var heldigvis ikke specielt vanskeligt, og jeg fik forholdsvis hurtigt samlet det hele.

Ikke tosset. Det gav lidt luft og gulvplads. Alt i alt er vi godt tilfredse.

Ny NAS

Jeg havde egentlig ikke brug for den, men efter at have taget billeder til en fødselsdag, hvor fødselsdagsbarnet fik en USB-stick med billederne, og 400+ billeder fra årets roadtrip begyndte jeg så småt at overveje at købe en lille en.
Og da jeg fik til opgave at fotografere til en konfirmation begyndte det at give mening. Men, og det er et stort men, jeg ville ikke betale en formue (igen). Da den kun skal bruges til billede-deling var kravet egentlig bare plads til to diske og noget hardware der kan håndtere den lille opgave.

Det oplagte valg var en Synology, men da jeg kunne få en Qnap næsten 800 dask billigere, besluttede jeg mig for at give det en chance. Valget faldt på en TS-233

Jeg hentede den i pakkeshoppen i sidste uge, og planlagde at sætte den op i går. Jeg har jo prøvet det før, så jeg tænkte det ville blive en lille nem opgave.
Jeg startede med at smide 2x64GB ssd´er i den. Planen var så at lege lidt med den, og se om det var noget jeg vil beholde. Dét vil jeg, så der kommer et par WD Red (4 eller 6 TB) i den på et eller andet tidspunkt.

Det gik forholdsvis smertefrit med at få sat den op, men jeg kunne ikke få adgang til den med mindre jeg var på mit eget netværk. Jeg rodede med portforwarding i flere timer uden at få det til at spille. Jeg opgav til sidst…

Da jeg kom hjem fra Tisvilde Hegn i dag efter 24 Km på MTB´en nulstillede jeg min router og NAS´en og startede forfra. Jeg rendte ind i det samme problem igen. Jeg var en smule sur og endte med at ringe to gange til min internetudbyder. “Alt er fint” var svaret. Så jeg rodede videre og tjekkede alt flere gange. Den faste IP adresse virkede og port forwardingen så også fin ud.
Jeg begyndte at mistænke min trofaste Apple Airport Extreme Base Station (router) og besluttede mig for at hente min reserverouter i skuret.

Da jeg fik hentet den og sat den til, ringede jeg til udbyderen igen. Jeg kunne ikke huske om den var registreret hos dem, og ville lige sikre mig at opsætningen til min faste IP adresse blev sendt til den.

Gutten jeg snakkede med fortalte så at der var firewall på min forbindelse og der var spærret for al indgående trafik. Han spurgte så om han skulle åbne for den. Hell Yes!!! Ti sek efter virkede alt. Her undrer jeg mig over de to andre ikke nævnte det – især da jeg havde forklaret hvad mit problem var. Men, hul i det, det hele spiller nu.

Back to basic

Efter 2-3 forskellige Apple Watch´es, et klassisk Seiko Diver og et Tissot Seastar 1000, har jeg kastet håndklædet i ringen og vendt tilbage til det ur der et eller andet sted altid har været min favorit.

Apple Watch er super fedt de første par uger. Så bliver det kedeligt og uinteressant, og det ender gerne med at jeg egentlig ikke kan lide det, selvom det er det eneste ur hvor jeg kan se præcis hvad klokken er uden læsebriller.
Seiko´en var et fejlkøb – og jeg havde det kun en måned eller noget i den stil.
Den dyre Tissot var jeg faktisk rigtig glad for. Jeg kan godt lide jeg kan mærke jeg har et ur på. Problemet med det var det gik alt for upræcist – det automatiske værk var ellers forholdsvis præcist, men jeg orkede ikke et ur der skal stilles hver anden dag.

Mit ur skal afspejle min personlighed, gå præcist og kunne tåle lidt af hvert. Her passer Apple Watch jo næsten perfekt. Men jeg syntes altså det ligner et stykke legetøj…

Kort fortalt solgte jeg mit Apple Watch Serie 7 i sidste uge. Jeg ventede lige et par dage med købe nyt. Mest fordi Citizen Pingo ofte er på tilbud til 2.000 dask. Prisen plejer at ligge på 2-4000 kr. Det billigeste denne gang var 2.400 og det måtte jeg så bøde.

Jeg har lige hentet det i pakkeboksen. Det er 3. eller 4. gang jeg køber et, og jeg bliver lige glad hver gang. Det føles bare så rigtigt.

Godt man har et reservehjul

Jeg købte et reservehjul, da vi tog på roadtrip sidste år. Det kostede en lille tusse, og det syntes jeg var godt givet ud, hvis uheldet skulle være ude. Jeg har godt nok vejhjælp hos Hyundai, men jeg tænker det tager lidt tid inden de kommer frem, hvis man står på en lille fransk landevej klokken lort om natten. Vi fik ikke brug for det, og jeg har faktisk ikke tænkt over det siden jeg lagde det i bagagerummet.

Da jeg kørte hjem fra arbejde natten mellem torsdag og fredag fik jeg alarm for dæktryk da jeg drejede fra motorvejen ved Kokkedal. Jeg blev en smule overrasket, men fik da lusket bilen hjem – jeg kunne ikke mærke noget. Plænen var så at køre op på F24 i dag, lørdag, og tjekke dæktryk.

I går eftermiddags kom jeg til at kigge ud på min bil, og jeg syntes højre baghjul så anderledes ud. Selvfølgelig lige inden jeg skulle på job. Jeg gik ud og kiggede nærmere efter, og det viste sig at være halvfladt.

Jeg kunne heldigvis tage toget på arbejde, og tænkte så jeg ville ringe lørdag. På vej op til toget, besluttede jeg mig for at ringe og lave en aftale. Det viste sig at jeg kunne oprette en sag i “Min Hyundai” appen. Så det gjorde jeg og de ringede tilbage efter 5 min.

Min kone var heldigvis hjemme, så hun tog imod dem da omkring kl. 17. De satte mit reservehjul på, så jeg skal bare lige selv ind på værkstedet og have lappet det originale hjul.

På mandag ringer jeg og laver en aftale. Håber jeg kan få det ordnet fredag hvor jeg har fri. Det eneste problem er at jeg nu skal køre rundt med en stålfælg….

Men det overlever jeg nok. Indtil videre er jeg bare super glad for den hurtige og gode service jeg fik.

Hård start på det nye år

Jeg var så heldig at få lov til, at være på arbejde både 31/12-2022 og 1/1-2023. Min vagt på årets første dag sluttede 0119, og jeg var hjemme omkring kl. 0200. Det var nærmest på hovedet i seng.
Jeg/vi havde en aftale på Hillerød sygehus kl. 0920, hvor min kone skulle til (endnu) en undersøgelse. Det tog en lille halv time, og så satte vi ellers kurset mod Fogh Trælast i Kokkedal, hvor vi skulle leje en trailer.
Normalt ville jeg have reserveret en i Freetrailer Appen, men da jeg ikke vidste hvornår vi ville være der, tog jeg/vi chancen. Der stod to da vi ankom, og så var det jo ligetil. Eller det burde det have været. Jeg kunne sagtens nappe en med det samme, men skulle så aflevere samme eftermiddag – og det var no go. Jeg var pænt træt i forvejen, så dét hjalp ikke på humøret. Ind og kigge i Appen, og nærmeste sted var så Kokkedal Golfklub(!). Jeg vidste ikke engang der lå en golfklub her oppe. Nåh, vi rullede der ud, og der stod to trailere. Skide godt. Ind i Appen og leje en. Selvfølgelig gik der lort i den. Låsen ville ikke åbne, og jeg måtte have fat i supporten, som så fik åbnet en anden til os.

Straks løb vi ind i samme problem som i december… Det satans strømkabel er nærmest umuligt at få på – man kan ikke se noget under bilen, og adapteren er bare noget lort. Vi brugte en halv time på, at få det lort på, og så virkede det ene blinklys ikke. Her var jeg ved at detonere. Jeg orkede ikke supporten igen, så vi kørte hjem med traileren.

Vores yngste datter, Simone, skulle flytte hjemmefra, og vi skulle have det sidste af hendes ting kørt til det nye hjem i Ishøj. Men først på Frederiksberg, da hendes kærestes lillebror skulle have hendes seng. Plus resten af deres ting også stod dér.
Vi fik hurtigt slæbt hendes ting ned i traileren – damen selv var på Frederiksberg og gjorde klar til vi kom.

Vi var allerede en smule forsinket, så trunten var i røret flere gange, men vi kom afsted og det gik forholdsvis smertefrit inde på Frederiksberg. Da vi havde fyldt traileren spurgte damen om der var plads til deres cykler…. Traileren var fyldt som i helt fyldt, så det måtte vi finde ud af.

Da vi havde fået tømt traileren og slæbt deres ting op, fik vi lige en hurtig kop kaffe. Og så kørte vi i IKEA. Det havde hele tiden været planen, og det passede mig egentlig ganske godt, for jeg skulle lige have have en lille reol og et par lamper til min nye hule, og et par lamper til det nye børneværelse.

Jeg sværger at krige er startet og afsluttet på kortere tid end vi var der inde. De havde en idé om hvad de skulle have, men ville også gerne kigge på det hele. Jeg behøver vel ikke nævne jeg var træt.

Men de andre nød det og var glade, så jeg prøvede at hive mig selv op deres niveau, men det var sgu lidt svært. Jeg ved ikke hvor længe vi var der inde, men vi kom da ud til sidst og kørte “hjem” til Ishøj.

Og så blev der ellers pakket ud til den store guldmedalje. Konen og jeg kørte hjem omkring 1930. Inden vi skulle aflevere traileren var vi lige i Jysk, og hente den seng jeg havde købt til den nye hule. Dét gik stærkt og vi fik slæbt den op på første sal her hjemme. Og så kørte vi ud til Golfklubben og afleverede traileren. På vejen hjem kørte vi lige forbi Kebabstationen på Kokkedal station.

Vi spiste og så lidt TV inden vi gik i seng.

Dagen efter var tidligt oppe igen, da konen skulle til en jobsamtale i Birkerød (hun fik jobbet), og jeg havde sat cykelholderen på bilen inden vi kørte. Hun havde aftalt vi skulle hente cyklerne på Frederiksberg og køre dem til Ishøj.

Jeg satte TV og et par sengeborde op, imens de andre samlede en reol og pakkede ud og fik lagt på plads. Og så kørte vi i IKEA (igen). Og i Bauhaus. Det blev en lang dag og vi fik grillmad igen der nede. Jeg kan simpelthen ikke huske hvornår vi kom hjem….

Men vi fik rykket rumdeler og klædeskab fra den gamle hule til den nye da vi kom hjem. Den nye reol blev samlet og den nye seng fik sine meder på. Og så skete der heller ikke mere den dag.

Dagen efter skulle vi hente de nye kontormøbler i…. IKEA. Jeg havde bestil Click and Collect, så det var hurtigt overstået. Vi ventede vel 10 min. og så kom der en gut med mine ting. Vi rullede vognen ud til min bil og fik læsset det på.

Konen spartlede på det gamle værelse og gjorde billeder klar imens jeg samlede det nye. Jeg havde købt to skriveborde (det ene med underskab), så jeg kunne få sådan et hjørneskrivebord jeg havde drømt om i mange år. Jeg havde haft et skrivebord magen til for nogle år siden, da vi boede på Vesterbro, så det gik nemt med at få samlet det hele.

Se, dét gik jo nemt. Jeg kaldte glad på konen for stolt at vise mit arbejde frem. Hendes eneste kommentar var “Øh, havde du ikke også købt en ny kontorstol?”. Pis, mere at samle. Men det gik også nemt.

Klokken var efterhånden blevet mange så det var for sent at begynde at bore. Og jeg gad heller ikke mere. Så jeg fik sat de billeder op der kunne hænge på søm, og tænkte jeg ville ordne resten dagen efter. Vi fik ordnet møblerne på det nye børneværelse, og holdt så fri resten af dagen….

Torsdag fik bilen en fridag og vi blev hjemme for at blive færdige.

Jeg syntes det er blevet pisse fedt, og jeg er virkelig glad for den nye hule. Vi fik sat billeder og lamper op på det nye børneværelse. Det eneste hængepunkt er et TV, som jeg skal hente i morgen. Og så er det åbenbart ikke nok med en PS4 – der skal åbenbart også være en Wii. Håber jeg kan finde en til den rigtige pris på dba – jeg tager nogle billeder når vi er helt færdige med værelset.

Affaldssortering

Alt handler om klima og energi for tiden. Hele året har vi fået tonsvis af information omkring affaldssortering her i Kokkedal. Jeg har ikke helt styr på hvor mange affaldsøer der er blevet etableret her i Skovengen, men den ene ligger heldigs tæt på vores hus.

Da vi flyttede ind havde vi to personlige skraldespande lige uden for vores dør, som vi fyldte og ikke tænkte mere over. De er ikke blevet fjernet endnu, men bliver ikke tømt, og der kommer heller ikke poser i dem. Nu skulle vi altså til at affaldssortere. Vi syntes begge det er en god idé, men var også lidt “Hvad gør vi og hvordan?”. Et par uger før jul røg vi i Jem & Fix, og købte nogle små skraldespande. Og så var vi klar til d. 19/12 2022, hvor det hele gik i gang.

Der er ikke noget svært i det. Det hele er fint mærket og det er bare lige at traske over med sit affald og smide det i den rigtige container. Det er en vanesag at affaldssortere, og vi er kommet godt fra start, omend vi ikke helt har vænnet os til det.

Vi er alligevel glade for der ikke er så langt. Faktisk er det lige ud af huset og over på den anden side af vejen.

Men der er jo altid nogen der ikke kan finde ud af det. 1. juledag var vores skralderum fyldt med affald fra juleaften som der åbenbart var noget der ikke gad sortere. Vi håber der var enlig svane – det er alligevel rart at gøre noget for miljøet – og så koster det ikke noget.

Brev fra nissen

Bonusdatteren bad os fikse et brev så det så gammelt ud. Fik det fine brev på mail og skrev det ud på laseren.

Det var meningen min kone skulle lave det, men da det havde ligget på skænken her hjemme et par dage, besluttede jeg mig for at gå igang.
Jeg er ikke just den kreative type, så jeg var lidt på bar bund. Jeg startede med at krølle papiret godt sammen, rette det ud, tømme et kaffefilter ud over papiret, og gned det godt ind. I det ene køkkenskab fandt jeg noget kagepynt, og hældte lidt på. Jeg lod det så tørre et par dage, og sluttede af med, at lave nogle brændemærker. Jeg havde et kort øjeblik med panik, da ilden fik lidt for godt fast…..

Jeg syntes faktisk det blev helt OK.

Roadtrip23

Min makker og jeg har lavet det indledende arbejde til vores tur næste år. Planen var ellers uge 20, men en konfirmation kommer åbenbart i vejen, så vi har rykket det til uge 17.
Vi skal selvfølgelig ud og se en masse fra 2. verdenskrig – men også prøve at lege almindelige turister. Derfor er planen 5 overnatninger i stedet for 4.
Indtil videre er det bare en “grov-plan”. En måneds tid før vi kører mødes vi og booker hotel osv.

Vi kører fra København 24/4 kl tidligt. Vi mødes i Tivolis P-hus, hvor min makker smider sin bil, og så kører vi ellers der ud af i min…..

Bremerhaven – Her ligger en af de få tyske type XXI ubåde. Vi har været i Laboe, Kiel og se U995, men det her skulle være vildt fedt.

Arnhem – Den berømte bro, krigsmuseum -og kirkegård. Vi skulle have været forbi i år, men blev forsinket på grund af dårligt vejr og et færdelsuheld i Belgien. En overnatning.

Münster – Her ligger der et gigantisk panzer-museum…

Berlin – Her er der rigeligt at kigge på. To overnatninger

Auschwitz – KZ-lejren. En overnatning.

Rastenburg – Ulveskansen – resterne af Hitlers hovedkvarter i Øst. En overnatning

Vi nåede ikke Bordershoppen i år, men håber vi kan fylde bilen i Rostock på vej hjem.

Winther is comming

Mand, jeg syntes sgu da lige jeg havde fået monteret sommerhjulene. Men det er åbenbart lang tid siden, og vejret begynder også at minde lidt om vinter.

Jeg købte dækhotel og vinterhjul hos T. Hansen da jeg købte min Hyundai i30 april 2020, så jeg bookede en tid til skift i god tid.

I dag var det så tid. Tidligt op (på en fridag) og så ellers ind til Valby. I dag tog det kun små 20 min, og jeg var klar til at køre hjem til Kokkedal. Mine fælge lignede noget der havde stået på en mark det sidste halve år, så vi kørte lige forbi den lokal bilvask her hjemme (F24).