Røg i Apple Watch fælden – igen…

Den sidste uges tid var jeg begyndt at kigge lidt på Apple Watch igen. Mest fordi jeg kan se hvad klokken er præcist er uden læsebriller og savnede lidt at bruge sådan et på mine ture i skoven på MTB´en.
Jeg kiggede lidt på Serie 8, men syntes det er lige så kedeligt som de andre jeg har haft. Jeg kiggede så lidt på Ultra og blev hurtigt ret lun på det.

Men, 8.000 dask, syntes jeg alligevel var lige i overkanten. Tilfældigvis havde Power så det jeg var blevet lun på til 6.995 – stadig mange penge.
Jeg besluttede mig for at det ville jeg ikke ofre på et nyt ur. Men tanken blev ved med at lure i baghovedet, så onsdag eftermiddag reserverede jeg et, og hentede det sammen med fruen ude i Glostrup samme dag.

Uret kan slet ikke sammenlignes med de almindelige Apple Watch´s. Det er stort, tungt og ser særdeles seriøst ud. Jeg gav det debut i Tisvilde hegn i går, og det føltes bare så rigtigt.
Jge har bestilt en rigtig rem til det hos Amazon – den skulle gerne komme i løbet af et par uger…

Udgivet i Mac

Ny NAS

Jeg havde egentlig ikke brug for den, men efter at have taget billeder til en fødselsdag, hvor fødselsdagsbarnet fik en USB-stick med billederne, og 400+ billeder fra årets roadtrip begyndte jeg så småt at overveje at købe en lille en.
Og da jeg fik til opgave at fotografere til en konfirmation begyndte det at give mening. Men, og det er et stort men, jeg ville ikke betale en formue (igen). Da den kun skal bruges til billede-deling var kravet egentlig bare plads til to diske og noget hardware der kan håndtere den lille opgave.

Det oplagte valg var en Synology, men da jeg kunne få en Qnap næsten 800 dask billigere, besluttede jeg mig for at give det en chance. Valget faldt på en TS-233

Jeg hentede den i pakkeshoppen i sidste uge, og planlagde at sætte den op i går. Jeg har jo prøvet det før, så jeg tænkte det ville blive en lille nem opgave.
Jeg startede med at smide 2x64GB ssd´er i den. Planen var så at lege lidt med den, og se om det var noget jeg vil beholde. Dét vil jeg, så der kommer et par WD Red (4 eller 6 TB) i den på et eller andet tidspunkt.

Det gik forholdsvis smertefrit med at få sat den op, men jeg kunne ikke få adgang til den med mindre jeg var på mit eget netværk. Jeg rodede med portforwarding i flere timer uden at få det til at spille. Jeg opgav til sidst…

Da jeg kom hjem fra Tisvilde Hegn i dag efter 24 Km på MTB´en nulstillede jeg min router og NAS´en og startede forfra. Jeg rendte ind i det samme problem igen. Jeg var en smule sur og endte med at ringe to gange til min internetudbyder. “Alt er fint” var svaret. Så jeg rodede videre og tjekkede alt flere gange. Den faste IP adresse virkede og port forwardingen så også fin ud.
Jeg begyndte at mistænke min trofaste Apple Airport Extreme Base Station (router) og besluttede mig for at hente min reserverouter i skuret.

Da jeg fik hentet den og sat den til, ringede jeg til udbyderen igen. Jeg kunne ikke huske om den var registreret hos dem, og ville lige sikre mig at opsætningen til min faste IP adresse blev sendt til den.

Gutten jeg snakkede med fortalte så at der var firewall på min forbindelse og der var spærret for al indgående trafik. Han spurgte så om han skulle åbne for den. Hell Yes!!! Ti sek efter virkede alt. Her undrer jeg mig over de to andre ikke nævnte det – især da jeg havde forklaret hvad mit problem var. Men, hul i det, det hele spiller nu.

Jeg mangler bordplads

Da vi flyttede til Kokkedal havde jeg ingen stationær Mac, men “blot” en High-end 15” MacBook Pro. I min hule havde jeg min ene datters gamle iMac stående til pynt. Jeg solgte så den bærbare, da jeg savnede en større skærm. En 32” 4K skærm og en Mac Mini flyttede ind.

Da jeg besluttede mig for at opgradere til en iMac Pro, solgte jeg mus, tastatur, højtalere og skærm. Jeg havde bestilt en refurbished hos OWC, og gik egentlig og glædede mig til den kom. Ud af ingenting kunne de pludselig ikke levere, så jeg fik annulleret min ordre, og købte en Mac Studio direkte hos Apple.

Og så fik jeg travlt med at købe ny skærm, mus, tastatur og højtalere (som der p.t. ikke er plads til).

“Heldigvis” flytter vores yngste hjemmefra 2/2-23, og så rykker jeg kontoret ind på hendes gamle værelse. Jeg har allerede været igang med tommestok osv. Jeg har altid ønsket mig et hjørneskrivebord – og det er der plads til nu. Indtil videre er planen et 180×120 cm i det ene hjørne….

Udgivet i Mac

MacOS Ventura

Jeg opdaterede til macOS Ventura på min Mac Studio i går eftermiddags. Som altid var det en nem og smertefri operation. Og maskinen flyver stadig der ud af.

Men, og det er et stort men. Apple gør jo altid hvad de vil (syntes faktisk det er gået ned ad bakke efter Steve Jobs døde), og det er ikke altid det lige falder i min smag. Der er selvfølgelig en masse “smarte” nyheder i det nye styresystem. Men ikke noget jeg røg på røven over. Jeg var mest interesseret i om den nye Softraid 7 til Ventura spillede bedre end den gamle under Monterey… Og det gør det heldigvis, så jeg var en glad mand i går.

Men det pisser mig lidt af, at Apple vil have det skal ligne iOS…. Altså det virker fint, men som gammel Mac-bruger er der bare nogle ting man ikke skal pille ved.

Jeg har altid været helt vild med “Systemindstillinger” i OS X/macOS. Den har altid været lysår foran Windows´ “kontrolpanel”.

I dag ser det sådan ud på min Studio

Og her på min iPad Pro

Det ser godt ud på en mobil eller tablet. På en 34” skærm ser det bare fesent ud. Men det virker. Og jeg lever med det 😏

Udgivet i Mac