Sommerformen er på vej

Vi får aldrig kørt så meget MTB i vinterperioden. Mest fordi det er alt for glat – og koldt. Det bliver ofte for farligt at køre om vinteren og man ødelægger også sporet.
Så det gør ekstra ondt, når jeg/vi så, for alvor, går igang igen. Mine to makkere har kun været med et par gange her i det nye år. Ikke fordi de ikke gider, men det er altid svært at planlægge en dag hvor vi alle tre kan. Vi har forskellige mødetider og fridage.

Der er selvfølgelig gået lidt drengerøv og konkurrence i det. Min bedste tid for teksnikspor og sydsløjfe er 1.16. Men det kan vi ikke rigtig regne med mere, da sporet er lavet ca. 1.700 meter længere end sidste sommer…

Årets første tur kørte jeg 29/1 og det var sgu en grim omgang. Jeg var pænt smadret bagefter.

Jeg var langt fra tilfreds med resultatet, men glad for jeg kom ud. Jeg besluttede mig så for, at gøre som jeg plejer. D.v.s. blæse lidt på tiderne, men bare få nogle kilometer i benene. Ugen efter var jeg afsted igen for at køre de to sløjfer. Her er min bedste tid 1.51…

Det var jeg heller ikke imponeret over. Heldigvis kom der lidt sol i marts måned, og det gør altså et eller andet. Så det var bare med at komme ud.
I fredags gav jeg den gas på teknik og sydsløjfe…

Nu begyndte det at ligne noget. En forbedring på små 10 min. Det lover godt for sommeren. Jeg var på arbejde i weekenden og havde fri i går. Søndag aften havde jeg ellers besluttet mig for, at jeg bare ville tage en slapper-dag. Men det endte med jeg stod (forholdsvis) tidligt op fordi jeg ville se om jeg kunne barbere noget tid af de to sløjfer.

17 min bedre. Jeg kunne slet ikke få armene ned. Næste weekend prøver jeg hele sporet..

Jeg glæder mig helt vildt til april, hvor vi nok kan køre i shorts. Og det er SÅ meget federe at køre i solskin og korte bukser.

Hvis du vil vide lidt mere om sporet kan du tjekke det ud her – det er et af danmarks bedste spor. Og skoven er så småt ved at skifte farve.