Så er vi flyttet

Det var noget af en omgang, men vi blev færdige onsdag eftermiddag/aften. Jeg var på arbejde torsdag og havde så min første rigtige fridag i går. Vi mangler stadig lidt småting, men det tager vi hen ad vejen.

Selve flytningen var super nem. Jeg var her oppe med de fleste af de nye møbler i ugen op til “Det store læs”. En kammerat og mig kørte det hele på én gang med to trailere. Og så tog jeg de sidste småting med op, når vi alligevel var inde på Vesterbro.
Det var det der med at samle alle de nye møbler der tog lang tid. Malingen var overstået på et par dage. Det er jo nemt at male, når der ikke står nogen møbler.

Vi fik synet vores malerarbejde i onsdags, og fredag var vi så inde på Vesterbro og få synet den gamle lejlighed. Begge dele gik fint uden nogen anmærkninger. Det var en super fed følelse at køre hjem fra Vesterbro.

Vi render alle rundt med et større søvnunderskud, men det har været det hele værd. Nogle af dagene knoklede vi til efter midnat, og var oppe igen tidligt.

Det hele har levet op til vores forventninger. Her er så dejlig stille, og alle er venlige. Vi har ikke være så meget rundt, men kan da finde de mest basale ting såsom Føtex, REMA 1000, Netto, Jysk, og Jem & Fix. Den lokale pizzamand har også fået sit første besøg af os 😂

Det viste sig at vi kun har grundpakken fra Yousee gennem huslejen. Mellempakken er bestilt og på vej. Internettet virker skide godt.

Vi får gæster i eftermiddag og i morgen starter hverdagen for alvor for mig. Konen skal på arbejde på mandag…

Så er flytningen igang

I torsdags kørte vi til Kokkedal, og fik nøglerne til vores nye bolig. Vi skulle være der kl. 1100 og var der oppe i god tid. Vi mødtes med en gut fra “kontoret” og gik så ellers det hele igennem. Det viste sig at de tidligere beboere først var fraflyttet samme dag kl. 0900. Dét kom en smule bag på os. Og vi var langt fra tilfredse med, at der skulle slibes gulve i stueetagen, hvilket så lige kostede os to dage.

Vi fik et on-line skema via mail til fejl og mangler. Den er vi så igang med at udfylde. Der er heldigvis ikke så mange fejl.

Det tog en lille times tid, at få det ordnet. Og så var spændingen ligesom udløst. Vi kørte så til Silvan i Helsingør og fik købt maling osv.
Tilbage i Kokkedal gik vi igang med at dække det hele af, så der var klar til at blive malet om fredagen.

Vi var en smule trætte da vi var færdige med det, og kørte så i IKEA for at købe gardiner m.m. Mand, min bil har aldrig været så proppet – min datter skulle også lige have et TV-bord med. Jeg regnede så med vi skulle tage det hele med tilbage til Vesterbro, men de ville godt have de top i huset, så vi kørte til Kokkedal og læssede af, inden vi kørte “hjem”. Vi var hjemme omkring kl. 21, hvor så lige sluttede dagen af med, at hente pizzaer hos den lokale.

Fredag morgen kørte jeg der op med børnene og svigersøn. Vi kastede os over arbejdet, og fik malet hele første sal, og var hjemme sent på eftermiddagen. Pga. slibning af gulve fik jeg rykket levering af møbler, vaskemaskine osv. til onsdag.

Jeg skulle på arbejde lørdag og søndag, men konen, ungerne osv. tog der op lørdag og fik malet resten – næsten. Søndag var de oppe og blive færdige. Jeg kørte der op efter arbejde og fyldte bilen med nogle af de ting vi havde stående på Vesterbro.

I går var jeg på Gentofte hospital med min yngste, der skulle have taget en allergitest. Da vi var færdige med det kørte vi hjem og fyldte bilen – og kørte op med det. Jeg fik også lige min MTB og cykelholder med. Skuret er godt fyldt der oppe nu 😂

I morgen kører vi første læs, og samler møbler. Jeg ved ikke hvor meget vi kan have med, men har bestemt mig for at vi kun kører én gang i morgen.

Torsdag fortsætter vi med at samle møbler. Jeg håber vi får samlet det hele. Fredag er store flyttedag, hvor vi kører med to biler. Med lidt held er vi på plads en gang i næste uge…

Så er det lige før

På torsdag skal vi hente nøgler til vores nye bolig. Det er vel overflødigt, at nævne vi glæder os helt vildt…

Når vi er færdige med at syne det, og har fået nøglerne er det ud og købe maling osv. Planen er så, at vi dækker af så der kan males fra fredag formiddag. Og så henter vi lige det første læs på Vesterbro.

Fredag-søndag står i malingens tegn, så det er klar til mandag, hvor jeg skal op og samle møbler osv. Jeg har lige til torsdag. Fredag flytter vi resten. her får vi lige hjælp af en ven, så vi kan køre i to biler.

Det bliver nogle vilde dage, men jeg håber det kommer til at forløbe godt. Vores planlægning ser rigtig godt ud – teoretisk. Så må vi se om det kommer til at holde….