Goddamnit – min NAS døde :(

Mandag formiddag sad jeg og tjekkede nyheder osv. på min Mac Pro, da der var et eller andet der sagde mig, at alt ikke var som det plejede.
Jeg kiggede på min NAS, og den var slukket. Jeg prøvede, at tænde den igen uden der skete noget. Jeg pillede alt fra den og prøvede med et andet powerkabel – samme resultat. Humøret var i bund.

Jeg var ret sikker på det var PSU´en den var gal med, og købte en ny. Samme aften prøvede jeg med min be quiet! Pure Power 600 PSU. Med den sat kom der liv i den, så jeg tænkte det bare var et spørgsmål om at sætte den nye i dagen efter. Der sidder selvfølgelig nogle special-stik i sådan en NAS, og disse havde jeg ikke på min PSU.

Skråsikker gad jeg ikke tænke mere over det. Dagen efter kom den nye PSU med Bring, og jeg hentede den på vej hjem fra arbejdet. Planen var at skifte næste formiddag, men jeg kunne ikke vente.
Den kom hurtigt i, og jeg var tilbage hvor jeg startede. Intet liv i NAS´en. Jeg prøvede at kortslutte både den gamle og den nye. Den første var død, og den anden virkede…
Kort sagt var jeg på skidderen. Og jeg havde nær skidt et æsel, da jeg fandt ud af hvad en ny koster. Problemet var også, at der var en del data på NAS´en som jeg helst ikke ville miste. Jeg havde en idé om, at diskene intet fejlede. Jeg googlede problemet, at fandt hurtigt ud af, at det var en kendt fejl på min model (1515+) og også en del andre. Fejlen er kendt som “Intel C2000 bug”, og dræber Intels Atom CPU´er. Og min var selvfølgelig for gammel til at blive ombyttet – plus jeg ikke havde nogen kvittering på den, da den er købt som en demo model på eBay.

Der var ikke så meget at gøre end at købe en ny. Jeg var ikke helt sikker på det ville virke med en 4 disk NAS, så det måtte blive en tilsvarende med 5 diske eller flere. Og det skulle jo heller ikke være en nedgradering 🙂
Valget faldt på en DS1019+, som minder meget om den gamle – bare med bedre CPU og mere RAM.
Jeg bestilte den hos Computersalg onsdag formiddag og den landede i GLS pakkeshop´en i går eftermiddags. Jeg hentede den her til formiddag…

Jeg var vildt spændt da jeg tog diskene ud af den gamle, og installerede dem i den nye. Jeg havde prøvet det for nogle år siden, og her var den ingen problemer. Alt var som før, bare i en ny kasse 🙂

De kom hurtig i, og jeg låste efter mig 🙂

Den nye NAS har ekstern PSU, så jeg måtte fjerne det gamle power kabel, og sætte det nye pænt op, inden jeg startede den op.
Jeg brugte Synology Assistant til at finde den på netværket. Her fra gik det smertefrit. Den konstaterede at jeg havde flyttet diskene fra en 1515+ til en 1019+, og spurgte om jeg ville migrere/flytte systemet. Dét ville jeg godt. Den bad så om lov til at installerede den nyeste DSM, hvilket jeg gav lov til. Så stod den og arbejdede i ca. 10 min, og så var den faktisk klar til brug – og alt var der stadig 🙂

Jeg sluttede dagens nørdarbejde med at fjerne RAM og blæsere fra den gamle, da jeg har en kammerat der har samme NAS og godt kan bruge stumperne. Herefter gik jeg den tunge gang ud til skraldespanden med elektronik, og begravede NAS´en 🙁

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.