Ny printer

I søndags skulle jeg have en elev med ud og køre. Jeg skulle derfor lige have skrevet nogle papirer ud til hende.
Det endte med det ondeste papirstop i den dyre laserprinter/scanner. Papiret sad et uheldigt sted – og det sad virkelig godt fast. Så fast at jeg opgav at få det ud. Jeg besluttede mig på stedet for, at købe en ny. Indrømmet, jeg var også en smule træt af, at jeg ikke kunne scanne i farver, fordi Samsung ikke gad opdatere deres drivere til macOS Mojave. Jeg skulle bruge noget gammelt software for at scanne i farver.

Jeg har aldrig haft en Epson printer/scanner, og havde kun hørt godt om dem. Især deres Mac-drivere skulle være særdeles gode. Jeg fik pejlet mig frem til en Epson WorkForce Pro WF-4720. Og heldigvis var den oven i købet på “kampagne” hos Computersalg. Klog af erfaring tjekkede jeg lige hvad nye patroner koster – som altid er eBay min ven, og her fandt jeg et dobbelt sæt (XL) med ekstra sort til ca. 600 kr inkl. fragt. Dét syntes jeg sgu er billigt. Med det på plads var det bare at bestille.

Jeg fik skrevet mine papirer ud på arbejdet, og kørte en tur til Nykøbing Falster med min elev. På vej der ned, fik jeg en SMS fra min bonusdatter med et billede af min Samsung. Hun havde fået alt papiret ud, og den fungerede perfekt igen. Jeg fik pludselig meget travlt med at afbestille min ordre. Den var så allerede pakket og sendt!

Jeg besluttede mig så for at jeg ville returnere den. Samme aften snakkede jeg med min kone om det. Jeg ville jo egentlig gerne have den nye, men syntes det var hul i hovedet at smide den gamle ud. Så siger fruen “Jamen, Winnie (bonusdatteren) havde sagt, at den bare skulle ud i Skodaen”. Helt dum er hun ikke….

På den anden side, hvis hun havde sin egen printer ville jeg jo spare både papir og blæk 🙂 Det endte med, at jeg hentede den nye printer i mandags, og satte den op samme aften. Og jeg blev ikke skuffet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.