Oh, shit, I did it again

Jeg ved ikke lige hvornår jeg fik tanken, men den opstod ud af ingenting. Jeg har tænkt lidt over det de sidste par dage, og er kommet til den konklusion, at det eneste jeg kan lide ved Windows er bygge processen. Efter at have samlet den lækre Workstation, konstaterede jeg, at den kørte super godt, havde flere kræfter end jeg har behov for, og ser ret så fed ud.

Ift. mac OS var der dog et par ting der pissede mig af. iCloud til Windows fungerer ganske udemærket lige med undtagelse af billeder, hvor den ofte ikke henter de sidste nye. Outlook er også forholdsvis godt integreret, men den kan ikke finde kontaktpersoner automatisk – forstået på den måde, at skal jeg skrive en mail til min far og skriver fa i “til”, så skulle den gerne forslå far. Og så savner jeg iMovie. Udover disse småting så savner jeg også at kunne svare på en SMS direkte fra min PC, og kalender integration. Jeg kan sagtens se aftaler osv., men det kikser hvis jeg vil oprette en ny i Outlook.

Oven i det kom jeg så til at kigge på Apple´s gamle Mac Pro – skraldespanden. Jeg har aldrig haft en og har altid ønsket mig sådan en. Brugtprisen er faldet en del, siden jeg kiggede sidst. Faktisk kan jeg få en Apple refurbish´ed for ca. 16K inkl. fragt, told og moms. Hertil skal der så lige ligges ca. 5K til større CPU, mere RAM og en større SSD…

Jeg kiggede også på brugte Apple laptops… De er stadig også ret dyre, og jeg vidste ikke rigtig hvilken jeg ville have. Den skulle bare være lille. Jeg var vild med størrelsen på min Dell XPS 13. Jeg fik pejlet mig ind på en MacBook 2016…

Tirsdag fik jeg lige taget nogle (gode) billeder af XPS´en og satte den til salg på dba og hwt – og den blev solgt samme dag. Selvfølgelig med et større tab, hvilket jeg var ligeglad med, da det bare skulle være nu. Da jeg kom hjem fra arbejde om aftenen kiggede jeg lidt på eBay, og fandt en MacBook i perfekt stand med Apple Care til juni 2019. Den stod i England, så jeg slap for moms og told. Da der var 16 andre der holdt øje med den, slog jeg til med det samme. 7.300 er mange penge for en brugt laptop, men jeg syntes det var et røverkøb. Det engelske tastatur har jeg prøvet før, så det er ikke noget problem. Maskinen kom torsdag formiddag og stod som ny da jeg pakkede den ud. Den var født med macOS High Sierra, så jeg opdaterede til Mojave med det samme.

Som altid var det ligesom at komme hjem fra en længere ferie/rejse. Jeg havde heldigvis en USB C > USB 3.0 adapter liggende, så jeg fik hurtigt smidt mit shit over på den. Den spiller som en mis.

Næste skridt bliver at få solgt min Workstation. Jeg har ikke helt lagt mig fast på, hvordan jeg gør det. Men det bliver nok enten et komplet salg på dba eller i stumper på hwt. Jeg får mest hvis jeg sælger den i stumper, og vil egentlig også hellere sælge til en “nørd”, fremfor en eller anden tilfældig på dba. Der er selvfølgelig så en risiko for, at jeg ender med et par stumper jeg ikke kan/skal bruge til noget. Jeg tænker lige over det, og sætter i gang i den kommende uge.

Hvad med ” skraldespanden”? Tja, jeg har en del penge stående til flytning, og dem vil jeg helst ikke røre ved, så jeg venter lige og ser tiden an. Jeg regner med at have den nye Workstation engang i december.

Det eneste jeg beholder er mine højtalere og skærmen 🙂

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.