LED strip i min Workstation

Som tidligere nævnt, kunne jeg ikke få gang i den indbyggede LED strip i min Workstation, da der manglede en intern USB på mit bundkort.
Jeg legede lidt med tanken om, at skifte vandkøleren ud med en luftkøler. Og jeg havde da også fundet en jeg virkelig godt kunne lide. Jeg var, og er stadig, i tvivl om den kunne være der. Eller nærmere om min RAM ville være i vejen.
Når man ikke vælger low profile RAM, er det et kendt problem at de kan komme i vejen for store luftkølere. I min situation er det faktisk en smule mere vanskeligt, da jeg har valgt et mini-ITX system, hvor pladsen i forvejen er minimal.

Jeg havde kigget lidt om det skulle være muligt med en eller anden form for adapter, men fandt ikke rigtig noget her hjemme, og jeg gad bestemt ikke at skulle betale moms og told for en adapter til 40 kr.

Men så var heldet med mig. Ved et tilfælde faldt jeg over en Akasa adapter hos Coolerkit 🙂 Den kostede så 69 kr. inkl. fragt og jeg købte en med det samme, uden egentlig at være sikker på om det ville virke.

Jeg hentede den på posthuset/Føtex lørdag eftermiddag og satte den til samme aften. Og det virker som det skal 🙂

Jeg syntes det ser ret blæret ud, uden at overdrive. Der er masser af muligheder i softwaren, men jeg har valgt hvidt lys, så det passer til kabinettet.

Bakken med barnebarn

Jeg havde fri fre-søn, og havde aftalt med min ældste datter at vi skulle passe det ene barnebarn fra fredag til lørdag.
Planen var oprindeligt at tage en tur på experimentarium, men forslaget blev nedstemt torsdag aften. Jeg orkede ikke at diskutere det, og endte med at købe turbånd on-line samme aften.
Fredag morgen, 0930, kom de og afleverede hende. Den unge dame var fyr og flamme. Vi tog afsted 1115, så vi kunne være der i forholdsvis god tid.

Jeg havde ikke regnet med at der var så meget hun ville prøve, men blev overrasket på den fede mode. Hun er pænt modig.

De gule kænguruer var ingen sag, og hun fik flere ture inden vi gik videre. Jeg var godt klar over, at Sille og Simone ville ned til racerbanen. Zoey kiggede på den, og blev enig med sig selv om, at det turde hun godt. Men det skulle være i den lyserøde bil 🙂

Jeg har ikke helt styr på hvor mange ture de fik, men konen og jeg stod længe og ventede. Heldigvis var køen ikke så lang.
Vi nåede ikke langt væk, før vi kom til de vilde mus eller hvad den nu hedder. Her var jeg en smule betænkelig, men overgav mig. Igen blev det til flere ture.

Det var virkelig varmt, så vi holdt en drikke/is pause. Det var ikke længe vi sad, for der var altså mange ting vi skulle se/prøve 🙂

Nede i den mere børnevenlige “afdeling” var der flere ting, og hun ville det hele.

Efter 4-5 timer havde vi fået nok, og besluttede os for at tage hjem. Hun nåede lige at fange ænder, og vinde et hårbånd og en barbiedukke. Så efter at have købt den obligatoriske ballon, tog vi hjem ad.

Vi var hjemme ca. 1830 – godt trætte og mætte af dagens oplevelser. Zoey kunne ikke sove, og faldt først i søvn ved 22-tiden. Hun sov helt til 0815 næste dag, hvor vi tog hjem og afleverede hende, og blev til hendes fødselsdag.
Så det blev to meget lange dage. Søndag lavede vi absolut ingenting.

 

Endelig bluetooth lyd

Som tidligere skrevet, så havde jeg problemer med bluetooth på mit bundkort. Det lader til, at det er driveren fra Intel den er gal med. Til at starte med var jeg lidt nervøs for, at det skulle være en fejl på bundkortet, men på nettet er der altså flere der har samme problem. Højtalerne virker også fint med min XPS – den har så heller ikke Intel bluetooth.

Jeg købte en billig USB bluetooth dongle hos avxperten, og den kom i dag. Jeg de-aktiverede den indbyggede bluetooth, satte den nye i, og genstartede maskinen. Herefter var der gevinst 🙂

Dongle´n kostede 124,00 kr. inkl. fragt, og jeg skulle nok have gjort det med det samme. Det kunne have sparet nogle frustrationer….

Dag 5 med den nye Workstation

Jeg hyggede mig i søndags med at samle den nye rig. Selvom jeg virkelig havde sat mig ind i det hele, løb jeg alligevel ind i et enkelt problem. Det lille bundkort (MSI Z370i Gaming Pro Carbon AC), har kun én intern USB. Dét var jeg faktisk godt klar over, og jeg skulle da også kun bruge den ene til kølingen (NZXT Kraken X52). Hvad jeg så lige ikke havde tænkt over, var at der også skulle bruges en til styringen af den indbyggede LED strip, og blæserne i det fine nye kabinet (NZXT H200i).

Da jeg startede maskinen op første gang undrede jeg mig over blæserne ikke kørte, og der ikke var noget lys… Jeg valgte at ignorere det, indtil jeg havde fået installeret Windows 10. Jeg måtte have manualen frem. Jeg blev hurtig klar over, at jeg skulle have fat på en konverter af en slags, og besluttede mig for at droppe det og købe nogle andre blæsere. LED strip´en kunne jeg sagtens undvære, da der er lys i bundkortet. Ikke at jeg er vild med disco lyst osv., men lidt diskret lys fra maskinen kan jeg godt lide 🙂

Jeg kiggede efter nogle LED-blæsere, men besluttede mig for at bruge Nocuta´s klassiske NF-F12 PWM.  Der var engang hvor jeg syntes de var pisse grimme, men jeg er åbenbart blevet ældre, og syntes nu der er super fede. Og kendere ved, at de er “the shit”. De kom tirsdag, og i dag, fredag, er de så røget i skuret. Helt som ventet siger de ingenting. De sidder sammen med blæserne til vandkølingen og kan styres via software.

Personligt syntes jeg det samlede resultat er blevet ret godt. Der var ikke meget plads at arbejde på, men det gik forbavsende nemt. Grafikkortet skulle nærmest ind på højkant, men det kan lige være der.

Der er selvfølgelig lidt malurt. Det lader til at den seneste Windows opdatering gør et eller andet ved bluetooth. Den kan ikke finde mine Edifier Luna Eclipse bluetooth højtalere. Jeg løste problemet ved at smide et kabel i 🙂
Ellers har det været en fornøjelse. Maskinen kører sindssyg godt. Jeg har arbejdet lidt med LightRoom, PhotoShop og videoredigering i Da Vinci Resolve. Der er faktisk ikke den store forskel på denne her rig og iMac´en. Indtil man kører lidt benchmark på den…

Her stikker den af. Det er dog ikke noget man bemærker ved daglig brug. Den største forskel fra iMac´en og denne her er skærmen. Det er min første buede skærm, og 34″ er altså pænt stort. Opløsningen er 3440×1440 og panelet er et VA @ 100 Hz med AMD Free-sync. Skærmen kom pludselig på tilbud hos DustinHome, så jeg skyndte mig at købe den. Det var først bagefter jeg fandt ud af, at den var med AMD Freesync. Jeg er godt tilfreds, og så har den trådløs opladning i foden 🙂

Indtil videre er jeg mere end bare tilfreds. Næste skridt bliver at få købt et rally spil og få tjekket om grafikkortet er godt nok….

Testartikler

Da jeg nu er blevet Windows bruger igen, har jeg meldt mig under fanerne hos hwt.dk igen. Bossen har flere gange spurgt om jeg snart var klar til endnu en tørn, og nu har jeg fået lysten tilbage.
Da det ikke skal tage overhånd (igen), starter jeg blidt ud med at teste kabinetter. Planen er at jeg tager ned og henter et testsystem hos ham i næste måned, og så tager vi den der fra.