Første tur i skoven på MountainBike

Jeg havde glædet mig helt vildt, siden jeg lavede aftalen med en god ven/kollega. I dag skulle være dagen, hvor jeg fik min jomfru-tur i skoven 🙂

Han hentede mig her hjemme ved 11-tiden, og vi kørte op til Rude Skov i hans nye, ret så fede, bil.
Jeg havde selvfølgelig gjort mig nogle forestillinger om hvad der ventede mig. Jeg vidste at ruten er ca. 10 Km lang og teknisk krævende. Jeg havde ingen idé om hvor hårdt det er. Dét fandt jeg så hurtigt ud af 🙂

Vel ankommet til Rude Skov, fik vi hevet jernhestene af den fine bil, og iført os hjelm, handsker og vanddunke på cyklerne. Vi aftalte at Stiig kørte forrest og jeg bare skulle følge med. Jeg skal lige tilføje, at temperaturen var 25+ grader omkring kl. 1130. Lige så snart vi kørte ind i skoven, var det som at køre ind i en ovn.

Det gik fint uden uheld. Halvvejs på turen holdt vi en drikkepause – og blev overfaldet af myg. Dét var ligesom ikke med i planen. Vi var begge ret udkørte, og besluttede os for, at fortsætte på de almindelige stier og falde ind på ruten de sidste par Km.

Det tog lidt tid, at vænne sig til at forgaflen bevæger sig. Og så er det svært at vide hvornår, man skal skifte gear, når man ikke kender ruten. Så jeg måtte af cyklen et par gange.
Bortset fra dét, så havde jeg det fantastisk. Jeg er jo ikke hvad man kalder et friluftsmenneske, men jeg nød fandeme farten, og følelsen i både skoven og cyklen. At det så samtidig var ret hårdt, ødelagde ikke dagen for mig.
Vi har allerede aftalt en tur igen på mandag. Her håber jeg så det er knap så varmt, så vi kan køre hele ruten.

Indtil videre har det været alle pengene værd, og jeg glæder mig allerede til på tirsdag.

 

Skriv et svar