Total optur

Jeg er normalt ikke nervøs, når jeg har lavet et større indkøb på ebay. Nok nærmere lidt spændt. Jeg har gennem årene købt mange ting, og det er kun lige det før omtalte Canon EOS 7D der har været en fuser.

Jeg havde et stykke tid ledt efter en god MacBook Pro 13 (retina) på både ebay og dba. Det er forholdsvis nemt at finde en på ebay – problemet er at de for det meste er fra USA. Og jeg syntes ikke rigtig jeg havde lyst til at betale mere i moms og told, end jeg allerede har gjort i år.

På dba vil folk have kassen for dem. Da jeg så endelig fandt en til en fornuftig pris viste det sig, at det mere var en auktion 🙁  Jeg har det sådan på dba, at finder jeg noget til en pris jeg er villig til at betale skriver jeg til sælger, at den nupper jeg og hvornår kan jeg hente den/det. To gange fik jeg svar tilbage, at den gerne skulle højere op… Jeg ønskede dem begge held og lykke med auktionen 🙂

Jeg fandt så en 2014 model til 5K. Da jeg åbnede annoncen var prisen 7K. Her ville sælger ikke give de 29,- kr. det koster at oprette en annonce for et Apple produkt til mere end 5K…

Jeg besluttede mig faktisk for at købe en ny MacBook Air 2015, for at slippe for besværet. Og så var det at jeg var heldig. På den engelske ebay fandt jeg en MacBook Pro 2015 model til 7,3K. Perfekt stand og med AppleCare til aug 2017. Jeg slog til med det samme.

Sælger sendte den afsted samme dag, og så var det bare at vente. I går morges kunne jeg se den var hos GLS i Høje Taastrup, så jeg regnede med den kom i løbet af dagen. Jeg havde en aftale hos tandlægen kl. 1100 (rodbehandling).  Da jeg kom tilbage lå der en seddel fra GLS. Jeg kunne hente pakken samme eftermiddag i en telebutik på Vesterbrogade.

Dét gjorde jeg så. Maskinen er i perfekt stand og spiller fantastisk. Jeg havde helt glemt hvor fed sådan en retina-skærm er. Jeg har så valgt at køre med skærmen skaleret (1440×900) – det står knivskarpt. Eneste anke er den lille 128 GB SSD – det er lige i underkanten. Og dog. P.t. har jeg ca. 30GB tilbage, så det går. Det er muligt at sætte en større disk i, men de koster kassen – ca. 2K for en 256GB 🙁 Det er både for dyrt og unødvendigt. Jeg har jo stadig med NAS.

Jeg fik startet det nye vidunder op, og konstaterede at den virkede helt som forventet med en engelsk OS X Yosemite. Jeg havde en USB-stick klar med macOS Sierra, så det var bare at komme igang 🙂

Det tog en lille ½ time. Maskinen er forbavsende hurtig.

Herefter var det bare at få installeret mine programmer og lagt mine billeder på den. Jeg havde det hele klar på en USB harddisk (USB 3.0), så det gik stærkt.. Det hjælper også lidt på det, når Mac´ens SSD er forholdsvis hurtig.

Alt i alt havde jeg en fantastisk dag i går. Tandlægen fik ordnet min tandbyld, jeg kunne spise rigtig mad uden smerter, og så fantastisk MacBook Pro. Life´s good 🙂

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.